
En dag med frivillige i Selvhjælp Silkeborg - om fællesskab på godt og ondt.
Selvhjælp Silkeborg er Danmarks største selvhjælpsforening med over 100 frivillige, der hver uge skaber trygge fællesskaber for børn, unge og voksne i svære livssituationer. Det kan være børn med angst eller voksne der har mistet eller kæmper med ensomhed.
Sammen med Henrik Krogh fra Klods-Hans for viderekomne var jeg inviteret til at facilitere en refleksionsdag for de frivillige. Fokus var de mange dilemmaer og usikkerheder, der kan opstå i rollen som frivillig.
Hvad gør man, når en deltager aldrig møder op?
Når én taler hele tiden - og en anden slet ikke?
Eller når man som frivillig skal være i rum med mennesker i stor sorg?
Vi arbejdede med forumteater som metode
Deltagerne satte ord på konkrete situationer fra deres hverdag som frivillige, og Henrik og jeg spillede dem som scener.
Det skabte en fælles forståelse for kompleksiteten - og en ramme, hvor vi kunne undersøge, hvad der egentlig er på spil, når tingene bliver svære .
Formålet med dagen var ikke, at finde de “rigtige” svar eller løsninger
Det var en mulighed for at dele erfaringer, se dilemmaerne i øjnene og måske finde nye veje sammen. For de frivillige handler det ikke om at være eksperter, men om at være til stede og rammesætte at deltagerne kommer på banen for hinanden.
”Forumteater lader os øve os på virkeligheden. Vi troede, vi var enige – men på gulvet dukkede alt det usagte op. Overraskende, lærerigt og vigtigt.”
Lise Løvschall-Warming, projektleder Selvhjælp Silkeborg
FAKTA
SAMARBEJDSPARTNER: Henrik Krogh og Lise Løvschall-Warming
STED: Lunden i Silkeborg
TID: 4 timer
DELTAGERE: 100