Mette Ullersted

www.playmakers.dk

Mette Ullersted er et kraftcenter. 

Når det handler om at designe større forløb, skabe en tydelig visuel identitet, markedsføre med kant og mod – og turde tænke stort – så er Mette den, man skal have med. I vores samarbejde er det ofte mig, der leverer det, der skal ske på gulvet, og Mette, der tegner de store linjer og sikrer, at helheden hænger sammen. Hun er en af de mest fagligt stærke personer, jeg kender, når det handler om idéudvikling, om at skære en idé skarpt til, om at sætte det rigtige hold.


Vi arbejder hurtigt og intuitivt sammen. Ofte sender vi talebeskeder til hinanden og beder om lynhurtig feedback. Og jeg ved, at når jeg har fået tilbagemelding fra Mette, så kan jeg stole på det. Hvis noget skal laves om, bliver det sagt klart – og hvis tommelfingeren peger opad, så er det fordi, det faktisk er godt. Mette har en faglig intuition i arbejdet med facilitering, som er helt i særklasse.


Vores samarbejde har strakt sig over mange år, og det favner både det faglige og det livsmæssige. Vi hjælper hinanden – ikke kun med det, vi laver, men med hvordan vi laver det. Vi deler en tilgang til det at være selvstændige og kunne arbejde som moderne nomader, med frihed til at placere arbejdet hvor som helst i verden – så længe vi holder af det, vi laver, og dem, vi laver det med.