Forsker Shows med folkeuniversitetet - forskning som scenekunst

Hvordan får man en professor i fysik, en teolog fra Marmorkirken og en litteraturanmelder til at dele scene og skabe et fælles udtryk? Det korte svar: Man giver dem syv minutter, en stor scene og en ramme, hvor de både må tænke fagligt, sanseligt og kunstnerisk. Og så bygger man et stærkt fællesskab i den gruppe, der skal levere forestillingen sammen. 

Sammen med Folkeuniversitetet i Aarhus har jeg skabt og instrueret tre forskershows. Tre sceniske formidlingsforestillinger, hvor seks forskere fra hver deres akademiske felt formidler deres forskning på bare syv minutter. Vi har lavet shows om reformationen, mad og kroppen.

Jeg fungerede som både instruktør og vært, og min opgave var at hjælpe forskerne med at transformere deres faglige viden til et scenisk udtryk, som kunne ramme bredt – fra teenageren til mormoren.

Hver præsentation rummede en sanselig, kunstnerisk eller oplevelsesbaseret dimension: en smag, en lyd, et objekt, en bevægelse – noget, der trak forskningen helt ned i kroppen på publikum.

Forskerne gav udtryk for stor glæde og taknemmelighed over formatet. Mange oplevede, at de netop i det “lette” sceniske udtryk fandt en ny dybde i deres forskning – og at arbejdet med formidling gjorde dem mere personligt forbundne med deres fag.

Samtidig skabte vi en fælles platform for tværfaglig dialog, helt uden konkurrence. Det handlede ikke om at være den bedste – men om at skabe noget sammen, på tværs af vidensfelter og med publikum i centrum.

FAKTA

SAMARBEJDSPARTNER: Henrik Krogh

KUNDE: Folkeuniversitet

STED: Musikhuset Aarhus, Aarhus Teater, Nørrebro Teater, Kulturhuset Thorshavn, gymnasier rundt i landet.

DELTAGERE: 100 - 400

“Pernille er en sjældent set fantastisk kombination af at være behagelig og krævende. Da vi lavede forskershow  havde hun et klart blik for personlige grænser og samtidig et skarpt fokus på forståelig kommunikation. Det er det bedste show/kursus jeg nogensinde har deltaget i.”

Ulrik Uggerhøj, professor i fysik, Aarhus Universitet