
Workshop med Fællesbo – om tolerance og det gode naboskab
Baggrund:
Fællesbo, Danmarks største boligforening, samlede 90 engagerede beboere og bestyrelsesmedlemmer fra boligafdelinger over hele landet til en stor workshop med overskriften “Tolerance og det gode naboskab”. Udover deres roller i bestyrelserne, var deltagerne først og fremmest beboere – unge og gamle, enlige og familier, studerende og pensionister – et mangfoldigt fællesskab med forskellige erfaringer og perspektiver på det at bo sammen.
Formål:
Workshoppen havde til formål at styrke det lokale fællesskab og skabe en åben samtale om, hvordan man som beboer og medmenneske kan bidrage til et bedre naboskab. Målet var at inspirere deltagerne til at tage aktivt ejerskab i deres boligområder og blive ambassadører for tryghed, trivsel og respekt i hverdagen.
Indhold og metode:
Dagen var bygget op omkring en række konkrete og genkendelige dilemmaer:
Må man slå græs kl. 21?
Hvordan tager man venligt imod nye naboer?
Hvad gør man, hvis man ikke har set naboen i ugevis?
Hvordan skaber man engagement omkring fælles aktiviteter – og er det overhovedet nødvendigt?
For at åbne for samtalen og gøre problemstillingerne nærværende, havde arrangørerne bedt os om atbruge forumteater som metode. Sammen med Henrik Krogh fra Klods-Hans for viderekomne spillede vi tre scener med typiske nabodilemmaer.
Herefter blev publikum aktiveret:
Hvad foregår der i hovedet på personerne i scenen?
Hvad håber de på?
Hvad kan de gøre anderledes?
Dialogen i rummet var levende og personlig. Deltagerne genkendte sig selv i scenerne og begyndte at tale om situationer fra deres egen hverdag. Der blev reflekteret over fælles spilleregler, social kapital, og hvordan man bedst skaber en inkluderende og fremadskuende kultur i boligafdelingerne.
Resultater:
Workshoppen plantede vigtige frø. Deltagerne gik derfra med konkrete ideer og en ny bevidsthed om deres rolle i at skabe tryghed og trivsel – ikke som regler og kontrol, men som relationer og gensidig respekt. Flere gav udtryk for, at de nu havde lyst til at tage initiativer i deres boligforening, tale mere åbent med naboer og tage hånd om dem, der måske står udenfor fællesskabet.
Konklusion:
Workshoppen viste, at det gode naboskab ikke handler om at være ens, men om at finde en fælles tone midt i forskellighederne. Med humor, refleksion og konkret handling skabte vi sammen et rum, hvor tolerance ikke blot blev talt om – men mærket.
FAKTA
SAMARBEJDSPARTNER: Henrik Krogh
KUNDE: Fællesbo
DELTAGERE: 90
TID: 2 timer